Kildeavskrifter

Tingbok nr. 4 for Namdal sorenskriveri 1712-1728

Prousten Randulf ladit ved Erich og Morten Lechnes stefne Anders Hermandsøn Qvaløen fordj hand uden tilladelße har brugt og beboit sin fradømde gaardepart,

Paa Proustens vejne møtte Christen Pram og sagde at Proustens eniste attraa er at dise 2^de mænd kunde engang forligte, hvilchit hand indstillede

<side 172b>

til denne civile øfvrighed om hvad straf de brodige kand blifve paalagt. og i øfrigt paastoed dom ofver Anders Hermandsøn Qvaløen til landnams og anden straf efter lovens 3^ie bogs 14 Capt. 1 Art.

Om endschiønt Anders Hermandsøn Qvaløen af denne ret paa Vaartingit 1725 for korntiendesvig er dømt at hafve sin gaards fæste til landdrotten forbrut, Jche dismindre har hand dog iche efterlefvit samme dom, som til modvillighed kand henrejnis, mens uden landdrottens tiladelße brugt gaarden nest afvichte vaar

Thi dømmis af denne ræt hands aufling af høe og korn til landdrotten at være forbrut. og som imellem opsidderne paa gaarden udj mange aar har værit en stor uenighed og trette, gud til fortørnelse og deris naboer til forargelße,

Saa formanis baade mænderne og qvinderne at de herefter som gode grander og Naboer vel sømmer og anstaar, og hvem af dennem derefter denne dag gifver aarsag til uenighed og trette, samt rettergangs søgning, schall ej allene bøde til de fattige udj gieldit ved Proustens uddeling 10 Rdr. mens end og forvisis dette fogderi

Prousten Randulf ladit ved Erich og Morten Lechnes stefne Anders Hermandsøn Qvaløen fordj hand uden tilladelße har brugt og beboit sin fradømde gaardepart, Paa Proustens vejne møtte Christen Pram og sagde at Proustens eniste attraa er at dise 2de mænd kunde engang forligte, hvilchit hand indstillede til denne civile øfvrighed om hvad straf de brodige kand blifve paalagt. og i øfrigt paastoed dom ofver Anders Hermandsøn Qvaløen til landnams og anden straf efter lovens 3ie bogs 14 Capt. 1 Art. Om endschiønt Anders Hermandsøn Qvaløen af denne ret paa Vaartingit 1725 for korntiendesvig er dømt at hafve sin gaards fæste til landdrotten forbrut, Jche dismindre har hand dog iche efterlefvit samme dom, som til modvillighed kand henrejnis, mens uden landdrottens tiladelße brugt gaarden nest afvichte vaar Thi dømmis af denne ræt hands aufling af høe og korn til landdrotten at være forbrut. og som imellem opsidderne paa gaarden udj mange aar har værit en stor uenighed og trette, gud til fortørnelse og deris naboer til forargelße, Saa formanis baade mænderne og qvinderne at de herefter som gode grander og Naboer vel sømmer og anstaar, og hvem af dennem derefter denne dag gifver aarsag til uenighed og trette, samt rettergangs søgning, schall ej allene bøde til de fattige udj gieldit ved Proustens uddeling 10 Rdr. mens end og forvisis dette fogderi